Udskolingen

I udskolingen er eleverne ikke længere børn. De er blevet unge mennesker på vej mod næste kapitel i livet. Her arbejder vi målrettet med faglig udvikling, selvstændighed og ansvar, samtidig med at eleverne udforsker deres interesser og fremtidsmuligheder gennem blandt andet lokale valgfag, brobygning til ungdomsuddannelserne, Skills, Demokratidag og forskellige projekter og ture.
Mange elever i 7. og 8. klasse sparer også op til en større lejrskoleoplevelse.
 
Med moderne faciliteter som podcastrum, droneflyvningsbane, lasercutter, 3D printer og innovative omgivelser, giver vi eleverne mulighed for at omsætte idéer til praksis. Vi er ambitiøse på elevernes vegne og tilbyder et stærkt fagligt og socialt udskolingsmiljø, der matcher de bedste alternativer.
 
En af styrkerne ved at gå i udskolingen på Bjergmarkskolen er skolens mangfoldighed. Her møder eleverne jævnaldrende med forskellige baggrunde, interesser, kulturer og perspektiver. Det giver en bredere forståelse af verden og lærer eleverne at samarbejde, kommunikere og indgå i fællesskaber på tværs af forskelligheder. Det er kompetencer, som rækker langt ud over skoletiden og bliver vigtige i både ungdomsuddannelser og voksenliv.
Senest opdateret 07-10-2026